Jed McKenna’s bøger betyder noget helt specielt for mig. Da jeg først stødte på dem var det som at læse noget jeg allerede vidste men aldrig havde hørt før. For mig fanger nedenstående videohyldest essensen af Jed’s budskab og jeg finder dem utroligt inspirerende. God fornøjelse.

Truth at any price(1 af 6):

Spiritual enlightenment is(2 af 6):

Another level(3 af 6):

Death ALWAYS delievers(4 af 6):

You are NOT a serious seeker(5 af 6):

Nuke your life!(6 af 6):

Jeg husker tydeligt følelsen af hjemve fra en lejrskole med børnehaven. Da vi skulle af sted kiggede jeg indgående på min mors ansigt for at forsøge at skabe et klart mentalt billede, så jeg ville være i stand til at huske det på turen. Til at trøste mig havde jeg en tøjhund med, som hed Fido. Og jeg holdt også ham op for at se min mors ansigt, så han kunne hjælpe mig med at huske.

Fido

På selve lejrskolen gik det godt det meste af tiden. Jeg havde travlt med at lege og hvad man ellers laver på sådan en tur og det var kun når tingene gik mig imod og om aftenen når vi lå alene i mørket i vores senge og skulle sove at jeg fik hjemve. Konflikten om både at ville hjem og  blive står stadig klart i min erindring. Jeg var ked af det og savnede den hjemlige tryghed, men ville ikke “give op” og gå glip af resten af turen. Det endte med at jeg brugte Fido til at trøste mig med og blev.

Grunden til at jeg fortæller denne historie er at jeg i dag, mange år efter lejrskolen med børnehaven, er stødt på en lignende følelse. Når jeg sidder helt stille for mig selv og ikke har travlt med at tænke over et eller andet super vigtigt, så kan jeg fornemme den samme følelse af hjemve i baggrunden. En følelse af at der er et trygt og rart sted, som jeg kun svagt husker og længes efter at komme hjem til. Og Fido er i mellemtiden blevet skiftet ud med en række andre ting jeg bruger til at distrahere mig med.

Kan du huske følelsen af hjemve? Har du også en lignende følelse i baggrunden, hvis du mærker efter? Hvad har du udskiftet Fido med? Vil du helst “hjem” eller blive på “lejrskolen”?

Det virker måske som et underligt spørgsmål, men har du nogensinde tænkt over om du er i verden eller verden er i dig? De fleste vil nok reagere ved at sige noget i retning af “selvfølgelig er jeg i verden!”,  men hvad bygger den antagelse egentligt på? Har du set bevis for at det er tilfældet eller er det blot noget du har accepteret fordi alle andre deler den antagelse? Lad os prøve at undersøge det lidt nærmere så du selv kan finde ud af hvad der rent faktisk er tilfældet.

Inden vi for alvor kan tage fat på spørgsmålet bliver vi lige nødt til at blive enige om at den mest fundamentale del af os er det som oplever – bevidstheden (du “oplever” dette blogindlæg og du ved at du “oplever” det, altså er du bevidst). Selv at verificere at det er tilfældet kan være en lang process så jeg har snydt lidt (som i TV køkkenet) og baseret dette indlæg på at det er soleklart at det observerede(objekter) ikke er observatøren(subjektet).

Så spørgsmålet er med andre ord om verden er i eller uden for bevidstheden? Videnskaben fortæller os at når vi f.eks. kigger på et træ, at det ikke er selve træet vi ser, men et mentalt projekteret billede af træet. Lys fra solen rammer træet, reflekteres videre og opfanges af vores øjne. Refleksion på nethinden skaber et billede i hjernen, som bevidstheden ser. Udover at det åbner for spørgsmålet om der rent faktisk eksisterer en fysisk verden (som også er et interessant spørgsmål, men må blive stof til et andet indlæg), betyder det også at den verden vi ser er direkte i forbindelse med bevidstheden.

Men hvor er bevidstheden placeret i vores subjektive verden? Det umiddelbare svar er “bag øjnene”, men hvis du f.eks. har udført et af Douglas Hardings eksperimenter er du klar over at det er muligt at vende opmærksomheden i den retning og det man ser bedst kan beskrives med ord som “tomhed”. Hvis tomheden er en separat bevidsthed som kigger på verden, hvad kigger så på tomheden? Og hvor er grænsen mellem bevidstheden og verden?

En måde at anskue problemet på er gennem paradigmet at verden eksisterer i bevidstheden som ser den, at du er den bevidsthed og at verden er i dig. Men man kan også se det som at verden eksisterer udenfor bevidstheden, at du er tomheden som oplever verden. Begge paradigmer er valide fortolkninger af situationen, men de kan selvfølgelig ikke begge være korrekte. Så er du i verden eller er verden i dig?

Dette digt om længsel er et forsøg på at udtrykke følelsen af eksistentiel utilfredshed, som altid er med mig uanset hvor jeg går. Og det er dedikeret til alle dem, som føler som jeg.

Længsel
Den indre tomhed,
længslen efter, jeg ved ikke hvad,
fornemmelsen af at intet i denne verden kan slukke min indre tørst,
det bundløse hul i mit hjerte,
en svag fornemmelse af et fjernt minde om noget andet, noget mere,
den eksistentielle utilfredshed,
som langsomt opløser alle drømme, ønsker og håb,
og som nænsomt tvinger opmærksomheden indad.

Musik kan uden tvivl være en kilde til stor fornøjelse, men når jeg bevæger mig rundt i det Københavnske bybillede møder jeg mange iPod zombies – mennesker, med musik i ørerne og et tomt blik i øjnene. Hvad enten de cykler, løber eller går er det tydeligt at de stort set ikke opfatter, hverken musikken eller det der foregår omkring dem. De virker nærmest bedøvet når de går omkring i deres egen verden og ledningerne som går mellem afspilleren og ørerne giver assosiationer til de drop man kan benytte til at give bedøvelse på hospitalet.

Hvis du genkender fænomenet jeg beskriver, ved du sikkert også at det ikke kun gælder musik, men alle former for underholdning. Om det er musik, fjernsyn, internet eller noget fjerde man benytter, som “bedøvelse” gør ikke den store forskel. Det interessante er, for mig at se, hvorfor vi føler trang til at bedøve os selv med konstant underholdning?

Genkender du mønstret med konstant at søge underholding fra dig selv? Hvad er det du flygter fra? Hvad er så uudholdeligt ved stilheden at du bruger stort set hele dit liv på at undgå den?

Hvis du er i stand til at være åben i forhold til ovenstående spørgsmål, kan du måske få en fornemmelse af det rigtige svar, som “gemmer” sig bag de intellektuelle svar der kommer i form af tanker.

Det slog mig hvor oplagt det er at skrive et indlæg om hvem er jeg meditation, så her er mit bud.

Hvem er jeg meditation blev kendt da det var den eneste teknik den indiske vismand Ramana Marharshi anbefalede. Det er med andre ord hans bud på hvordan man indser sin sande natur og nedbryder den falske idé om, at man eksisterer som et separat og adskilt individ.

Selvom hvem er jeg meditation er meget simpelt, bliver den ofte misforstået og for at forstå, hvordan den bør bruges, kan det være en fordel at kende nogle af de typiske fejlfortolkninger. Det virker måske banalt, men det er ikke meningen at man spørger sig selv ”hvem er jeg?” for derefter at godtage de svar som opstår. En mere udbredt misforståelse er at man skal spørge sig selv ”hvem er jeg?” og derefter kategorisk afvise de mentale svar som opstår. Det er i bund og grund rigtigt nok, men det ændrer ikke på de underliggende antagelser om selvet, som begrænser os og som teknikken er udviklet til at undersøge og nedbryde.

I stedet kan hvem er jeg meditation bruges til at synliggøre sine antagelser om selvet, så de kan blive undersøgt. Ved at stille skarpt på og undersøge selvet(de antagelser man har om sig selv) vil forkerte antagelser blive gennemskuet og ikke længere være en del af den linse vi ser os selv og verden igennem. Resultatet er at man efterhånden indser den frihed man hele tiden har haft og får mulighed for at handle ud fra den. Og hvis man bliver ved til den bitre ende vil man muligvis ”opnå” fuldstændig frihed.

Et eksempel på en antagelse som hvem er jeg meditation kan synliggøre er ”jeg er dansker”. Ved at undersøge hvad det bygger på, vil man måske indse at det blot er en mental konstruktion, som oven i købet bygger på andre mentale konstruktioner. Og selvom der er godt 5-6 millioner andre mennesker med den samme antagelse har den ingen virkelighed udover i tankerne. Man bliver selvfølgelig nødt til at have den viden for at kunne fungere i verden, men ved at opgive identifikationen med Danmark, slipper man for at blive følelsesmæssigt påvirket når det går skidt for Danmark – som alligevel ikke er noget den enkelte reelt kan gøre noget ved.

Ikke alle antagelser bliver formuleret som svar på hvem er jeg meditationen. Nogle er simpelthen så fundamentale for vores forståelse at de ikke udtales, men ligger implicit i vores verdenssyn. Titler(læge, dansker osv.) og roller(forældre, chef osv.) er et fint sted at starte, men de er forholdsvis nemme at få øje på og se igennem. Det bliver straks mere vanskeligt når det gælder ting som er tættere på. Det kan næsten virke utænkeligt at man ikke er kroppen, ikke er den som styrer tanker og følelser, ikke har fri vilje, ikke er den som tager beslutningerne og ikke er et separat og adskilt individ. Men har du nogensinde ærligt undersøgt om det er tilfældet eller har du blot godtaget antagelserne om at det er?

Når man ikke længere kommer nogle vegne ved at stille spørgsmålet ”hvem er jeg?” og undersøge de mentale svar, kan man få øje på nogle af de underliggende antagelser ved at holde øje med sine handlinger og reaktioner. Specielt det som skaber mental smerte, kan give en idé om hvad man er identificeret med.

Hvem er jeg meditation er med andre ord et værktøj til at identificere og gennemskue falske antagelser om selvet.

Har lige tilføjet en liste over mine yndlings bøger og hjemmesider. Den kan findes under artikler og hedder inspiration.

Det er min intention løbende at opdatere den, når jeg støder på interessante emner. Hvis du vil anbefale en bog eller hjemmeside er du velkommen til at kommentere dette indlæg eller sende mig en besked via min kontaktformular.

Når man stræber efter selv-definition, er det interessant at undersøge, hvad man ikke er villig til ofre eller gøre. Jeg har bemærket, at det man ikke gør, ofte siger en del om ens uanfægtede antagelser og kan være en måde at blive bevidst om dem.

Er du villig til at gøre selv-definition til første prioritet og lade andre lyster vige hvis der opstår konflikt?

Er du villig til at afsætte tid til projektet hver dag (meditation)?

Er du villig til at undersøge og opgive dine antagelser, hvis de viser sig ikke at holde?

Er du villig til at opgive idéen om fri vilje og at du er i kontrol?

Er du villig til at ofre dig selv(idéen om at være separat og adskilt) for at Sandheden kan komme frem?

Hvad er du ikke villig til at gøre for “Kærlighed”?

“I would do anything for love (but I wont do that)” af Meatloaf

Efter at jeg skrev indlægget om den uopnåelige drøm modtog jeg et par spørgsmål, til min kommentar om en mulig uendelig kilde:

“Drømmen et billede på, hvad der skal til for at tilfredsstille længslen i vores hjerte. Og den længsel vil, for mig, aldrig kunne tilfredsstilles af noget, som er endeligt eller uden for mig selv. Det der skal til for at jeg kan finde fuldstændig tilfredshed er at genskabe kontakten til en uendelig kilde og at vide at jeg ikke er adskilt fra den- det er min uopnåelige drøm.”

I bagklogskabens lys ville jeg have formuleret ovenstående en smule anderledes. Jeg ville have gjort det klart, at den sidste sætning er en spekulation baseret på min tro på, at det er muligt være 100 % tilfreds og en følelse af, hvad der skal til for at blive det.

I stedet for at besvare spørgsmålene direkte, besluttede jeg mig for at forsøge at formulere de relevante antagelser, som ligger til grund for mit livssyn og dermed også for denne blog. Jeg havde først tænkt mig at det skulle være et almindeligt blogindlæg, men efterhånden som skrivningen skred frem, blev det tydeligt at det var af mere generel karakter og derfor lavede jeg det om til en artikel i stedet. Resultatet er artiklen mine overbevisninger.

Hvor mange mennesker har dedikeret deres liv til og stræber kompromisløst efter at realisere deres inderste drøm? Og hvor mange har fuldstændigt glemt drømmen i deres travle hverdag?

Det virker som at rigtigt mange mennesker glemmer at stoppe op og føle efter/tænke over, hvad de egentligt vil i dette liv. At resultatet ofte er et liv i ligegyldighed, hvor man ender med at udleve andres drømme. Og at det i mange tilfælde først går op for en på dødslejet, hvad det var man skulle have brugt sit liv på.

For at kunne kigge tilbage på sit liv med tilfredshed er det essentielt at være tro mod sine drømme. At give sig 100 % i forfølgelsen af sine drømme virker også til at give en vis tilfredshed på rejsen. Jeg synes desuden at verden bliver et bedre sted, hver gang et menneske beslutter sig for helhjertet at forfølge sin drøm.

Et fællestræk for mennesker med ydre succes er at de har valgt en enkelt ting at fokusere på og i et vidst omfang har sagt nej til andre muligheder. Om det er succes indenfor sportens verden, forretning, kunst, videnskab eller et hvilket som helst andet område gør ikke den store forskel.

Hvis ydre succes er hvad man udretter, må indre succes være graden af tilfredshed man føler. Og en af nøglerne til indre tilfredshed er følelsen af at udrette noget som gør en forskel- at dedikere sit liv til noget som er større end en selv. En anden ting, som er vigtig for den indre tilfredshed er modet til at opgive gamle drømme, når de kommer i vejen for de nye.

Drømmen et billede på, hvad der skal til for at tilfredsstille længslen i vores hjerte. Og den længsel vil, for mig, aldrig kunne tilfredsstilles af noget, som er endeligt eller uden for mig selv. Det der skal til for at jeg kan finde fuldstændig tilfredshed er at genskabe kontakten til en uendelig kilde og at vide at jeg ikke er adskilt fra den- det er min uopnåelige drøm.

Hvad er din uopnåelige drøm- det som skal til for at tilfredsstille længslen i dit hjerte? Hvad er vigtigere end at følge drømmen og dit hjerte?  Og i hvor stor grad afspejler dit liv din inderste drøm?

“The impossible dream” fra musicalen “Man of La Mancha”