Jeg husker tydeligt følelsen af hjemve fra en lejrskole med børnehaven. Da vi skulle af sted kiggede jeg indgående på min mors ansigt for at forsøge at skabe et klart mentalt billede, så jeg ville være i stand til at huske det på turen. Til at trøste mig havde jeg en tøjhund med, som hed Fido. Og jeg holdt også ham op for at se min mors ansigt, så han kunne hjælpe mig med at huske.
Fido
På selve lejrskolen gik det godt det meste af tiden. Jeg havde travlt med at lege og hvad man ellers laver på sådan en tur og det var kun når tingene gik mig imod og om aftenen når vi lå alene i mørket i vores senge og skulle sove at jeg fik hjemve. Konflikten om både at ville hjem og blive står stadig klart i min erindring. Jeg var ked af det og savnede den hjemlige tryghed, men ville ikke “give op” og gå glip af resten af turen. Det endte med at jeg brugte Fido til at trøste mig med og blev.
Grunden til at jeg fortæller denne historie er at jeg i dag, mange år efter lejrskolen med børnehaven, er stødt på en lignende følelse. Når jeg sidder helt stille for mig selv og ikke har travlt med at tænke over et eller andet super vigtigt, så kan jeg fornemme den samme følelse af hjemve i baggrunden. En følelse af at der er et trygt og rart sted, som jeg kun svagt husker og længes efter at komme hjem til. Og Fido er i mellemtiden blevet skiftet ud med en række andre ting jeg bruger til at distrahere mig med.
Kan du huske følelsen af hjemve? Har du også en lignende følelse i baggrunden, hvis du mærker efter? Hvad har du udskiftet Fido med? Vil du helst “hjem” eller blive på “lejrskolen”?
