Med det argument må vores drømme være lige så virkelige som den verden vi oplever når vi er vågne. Jeg har i hvert fald ingen anelse om hvad der sker i mine drømme før det sker.

Hvad jeg tænker om sjælen? Det kommer meget an på hvad du mener når du bruger det ord. Idéen om at der er en individuel sjæl som overlever når kroppen dør tvivler jeg stærkt på. Og hvis jeg mødte en som påstår at det er tilfældet ville jeg spørge hvad sjælen så er i vores daglige oplevelse.

Som jeg ser det er jeg bevidst om tankerne på samme måde som jeg er bevidst om syns- eller lydindtryk. Altså er tankerne objekter i min oplevelse eller med andre ord det som bliver oplevet og ikke det som oplever. Hvad det er der oplever tankerne kan jeg ikke fortælle dig og jeg tror at hver enkelt må søge den erkendelse for sig selv.

Hvad tænker du egentlig omkring sjælen?

Og vores tanker. Er vi vores tanker? For hvis vi ikke er de tanker vi tænker, hvem er vi så?

For at starte med din historielærer, hvordan ved han at de gamle grækere ikke fandt svar? Personligt tror jeg at Sokrates fandt svar, men det er selvfølgelig blot en spekulation.

Når jeg skriver at “alle” er eksistentielt utilfredse er det en overdrivelse. Jeg har selv mødt mennesker, som virkelig lader til at have fundet fuld tilfredshed og ikke bare lever i fornægtelse. Men langt hovedparten af de mennesker jeg møder virker altid til at være på vej mod eller væk fra noget størstedelen af deres liv – mig selv inklusiv.

Om der findes en absolut løsning eller ej, ved jeg af gode grunde ikke, men jeg er åben overfor muligheden. Hvis det viser sig at jeg i sidste ende “blot” er et separat og adskilt individ/objekt(mit nuværende perspektiv) ser jeg ingen mulighed for at finde fuldstændig tilfredshed, selvom øget accept af at ydre løsninger ikke kan gøre mig tilfreds allerede har haft en positiv effekt på mit liv.

Men når jeg undersøger fundamentet for opfattelsen af at jeg er et separat og adskilt individ lader det til ikke at eksistere. Det åbner for muligheden at jeg allerede er det jeg søger, men blot ikke er bevidst om det. Eller med andre ord at jeg måske allerede er fuldstændigt tilfreds og ikke kan være andet, men blot tor jeg er utilfreds fordi jeg tror jeg er det jeg kigger på(kroppen, tankerne, følelserne osv.).

For mig er forskellen på at søge tilfredshed ved at blive rig og finde svar på hvem jeg er, at jeg ved med sikkerhed at rigdom aldrig kan gøre mig tilfreds. Jeg har prøvet og det virker ikke. Jeg har for mit eget vedkommende konkluderet at jeg aldrig kan opnå fuldstændig tilfredshed, hvis jeg er afhængig af noget uden for mig selv(som penge), da frygten for at miste dem altid vil følge med og at det blot er et spørgsmål om tid før jeg mister dem igen – hvis ikke før, så i døden. Og det er endnu ikke lykkes mig at udelukke muligheden at jeg allerede er det jeg søger – så indtil jeg enten finder et absolut svar eller er i stand til at udelukke muligheden(som med penge), vil interessen for at kigge indad nok være til stede i et eller andet omfang.

Hvordan ville dit liv være anderledes hvis du havde ubegrænset kapital? Fra mit synspunkt er rigdommen ikke målet i sig selv, men et middel til at nå noget andet. Motivationen kan være materielle goder, friheden til at gøre det man drømmer om, frygten for at være fattig, ønsket om at se godt ud i andres øjne eller noget helt femte. Men ville de ændringer gøre dig tilfreds?

Og med hensyn til mit projekt, så tror jeg sgu ikke jeg kunne lade være, selvom jeg prøvede

Fed artikel om dine overbevisninger – den kalder jo i den grad på refleksion og diskussion!

Jeg havde en historielærer i gymnasiet (som jeg ikke synes, var særlig god), der sagde, at der var en masse gamle grækere, der havde brugt hele deres liv på at prøve at finde ud af, hvem de var, uden at det var lykkedes for dem, og den slags var hans liv for sgu for kort til. Egentlig et meget fornuftigt og pragmatisk udgangspunkt, men jeg har det nok lidt ligesom dig, at jeg ikke kan lade være med at tænke over det.

Jeg synes jo, for det første, at det er et lidt dystert udgangspunkt, at alle mennesker er eksistentielt utilfredse, selvom jeg da må medgive, at det passer på mig selv og derudover også kan iagttages rigtig mange steder i vores moderne kapitalistiske samfund…

Men hvis du grundlæggende er overbevist om, at eksistentiel utilfredshed er et fundamentalt aspekt ved den menneskelige natur (jeg kan ikke helt finde ud af, om du mener, den er mulig at overvinde?), hvorfor så dedikere sit liv til at eliminere den? Svarer det ikke til at erkende, at alle mennesker trækker vejret, for derefter at dedikere sit liv til at holde op med det? (udover at du formentlig ikke dør af at blive eksistentielt tilfreds, selvom det muligvis først er i døden, at denne tilfredshed findes..)

Og hvad er egentlig forskellen på at forsøge at lukke den indre mangel med penge og med absolut selvindsigt? Er begge dele ikke utopiske projekter, hvor der jagtes en pornografisk lykke-fantasi, der er dømt til at mislykkes?

På den anden side, kan man også se dit projekt som en måde at forsøge at få det bedste ud af din eksistentielle utilfredshed og udnytte den til noget positivt – så længe lykken findes i selve processen med at undersøge sig selv, og ikke i fremtidshåbet om total selvindsigt. Det er ihvertfald tilfældet for mig – det meste af tiden

Tak for en dejlig og inspirerende blog,

Keep it up!

Kh
Erik

Har overvejet at skrive om ham, men kan ikke love at det nogensinde bliver til noget