Denne artikel er et forsøg på at gøre rede for nogle af de overbevisninger, som ligger til grund for mit livssyn og dermed også denne blog. Nedenstående er ikke ment som endegyldige sandheder, men blot min forståelse og derfor vil jeg nøjes med at fremføre dem, uden at argumentere for deres rigtighed.
Alle mennesker er eksistentielt utilfredse
Utilfredshed er et af de mest fundamentale aspekter af den menneskelige natur. Den kommer til udtryk på et utal af måder og er drivkraften bag en stor del af det vi foretager os. Utilfredshed er det indre tomrum, følelsen af at der må være noget mere end det vi oplever nu, energien bag vores drømme, håbet om at fremtiden vil tilfredsstille længslen i vores hjerte, frygten for at miste, følelsen af at være adskilt og af ikke at høre til og selvfølgelig følelsen af utilfredshed med det vi oplever eller har oplevet.
Den indre utilfredshed er det vi flygter fra med vores sygelige trang til altid at være på vej mod- eller væk fra noget og det er den følelse som kommer op, hvis vi pludselig befinder os i en situation uden noget at tage os til. De fleste mennesker forsøger konstant at distrahere sig selv, for at slippe for at være bevidst om- og føle den indre smerte. Det løser dog ikke problemet, som blot udskydes til senere.
Det er ikke muligt at finde tilfredshed uden for sig selv
Den naturlige reaktion på følelsen af utilfredshed er at se sig om efter noget som kan fylde det indre tomrum. Og det første sted vi kigger er næsten altid uden for os selv. Vi forsøger at finde tilfredshed ved at blive rige, finde en kæreste, opnå succes, blive kloge, få en flot krop eller hvad det nu måtte være, vi tror der skal til for at fylde tomrummet. Men på et tidspunkt går det måske op for os at vi aldrig vil finde den tilfredshed vi leder efter, ved at tilføje fysiske eller mentale ting til vores identitet, da en hvilken som helst erhvervelse før eller siden resulterer i tab.
Når illusionen, om at lykken findes uden for os selv, slipper sit greb, reagerer vi ofte ved at blive deprimerede, over den håbløse situation vi befinder os i, eller ved bevidst at søge distraktion fra utilfredsheden. Umiddelbart virker det som en negativ konsekvens, men fordelen ved at opgive håbet om at finde lykken uden for sig selv, er at man bliver i stand til at høre at det er muligt at finde fuldstændig tilfredshed i sig selv.
Komplet tilfredshed er at kende Selvet Når man begynder at kigge indad vil man måske indse at man ikke er tankerne eller følelserne, men at der er noget mere primært, som er bevidst om dem. Og med den disidentifikation(eller en lignende) opdager man at ens selvbillede, som ellers virkede så bastant, består af en masse tvivlsomme antagelser.
Når man har indset at det ikke er muligt at finde tilfredshed uden for sig selv og at ens selvbillede er upræcist er det oplagte spørgsmål at stille: hvem er jeg? Og måske kommer spørgsmålet med en fornemmelse af, at svaret er, hvad der skal til for at finde komplet tilfredshed.
Hvis man lytter til nogle af de spirituelle lærere som påstår at have løst gåden om hvem de er, siger de for det meste noget i retning af at du allerede er det du søger, at der ikke er nogen adskillelse og at alting er perfekt- altid har været det og altid vil være det. Og at det blot er dit forvrængede selvbillede som forhindrer dig i at indse det lige nu.
Det uendelige Selv erkendes gennem disidentifikation Der er udbredt uenighed om hvorvidt det er muligt at gøre noget for at realisere Selvet eller ej. Mit standpunkt er at man bliver nødt til at forsøge helhjertet, hvis man tror at det er muligt og føler længslen. Jeg tror dog ikke at man i sidste ende selv er i stand til at nedbryde den sidste forhindring, men at man i bedste fald kan forbedre sine odds.
Hvis målet er at kende sin sande identitet, nytter det ikke noget at forestille sig et resultat og derefter at forsøge at bevise det. Man bliver nødt til at identificere og bakke væk fra falske antagelser, for på den måde at ende op med det som ikke kan nedbrydes yderligere.
Kigger man rent logisk på det, er det i øvrigt umuligt at erkende sig selv som uendelig ved at tilføje endelige elementer til sit selvbillede, så den eneste mulighed er at lade sit selvbillede gå mod nul, ved at nedbryde identifikationen med objekter og håbe at uendeligheden kan erkendes gennem intetheden. Desuden tror jeg ikke at det er muligt delvist at erkende sit Selv. Indtil det øjeblik hvor genkendelsen finder sted, er man komplet uvidende om Selvet, om man vil stå ved det eller ej.
For at nedbryde identifikationen med objekter er det vigtigt at skelne mellem det opfattede(objekter) og det opfattende(subjektet). Fra vores nuværende perspektiv er opfattelsen af objekter afhængig af subjektet og vi kan derfor antage at den mest essentielle del af vores væsen er subjektet. Derfor er alt som du er i stand til at opfatte ikke dig, men objekter som du kan afvikle din identifikation med.
I ovenstående er der uden tvivl en del spekulationer som jeg ikke har noget belæg for, men på den anden side har jeg heller ikke været i stand til at afvise dem. Derfor har jeg dedikeret mit liv til at forsøge at finde svar på mine spørgsmål. Uanset om det i sidste ende lykkes, eller jeg blot er ved at blive sindssyg, er der ikke noget jeg hellere vil. På den anden side synes jeg det er vigtigt, at hver enkelt får lov til selv at vælge, hvad han eller hun vil bruge sit liv på og hvad du vælger vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men hvis du er seriøs omkring at finde ud af hvem du er, har du en ven i mig.
Mine overbevisninger
Denne artikel er et forsøg på at gøre rede for nogle af de overbevisninger, som ligger til grund for mit livssyn og dermed også denne blog. Nedenstående er ikke ment som endegyldige sandheder, men blot min forståelse og derfor vil jeg nøjes med at fremføre dem, uden at argumentere for deres rigtighed.
Alle mennesker er eksistentielt utilfredse
Utilfredshed er et af de mest fundamentale aspekter af den menneskelige natur. Den kommer til udtryk på et utal af måder og er drivkraften bag en stor del af det vi foretager os. Utilfredshed er det indre tomrum, følelsen af at der må være noget mere end det vi oplever nu, energien bag vores drømme, håbet om at fremtiden vil tilfredsstille længslen i vores hjerte, frygten for at miste, følelsen af at være adskilt og af ikke at høre til og selvfølgelig følelsen af utilfredshed med det vi oplever eller har oplevet.
Den indre utilfredshed er det vi flygter fra med vores sygelige trang til altid at være på vej mod- eller væk fra noget og det er den følelse som kommer op, hvis vi pludselig befinder os i en situation uden noget at tage os til. De fleste mennesker forsøger konstant at distrahere sig selv, for at slippe for at være bevidst om- og føle den indre smerte. Det løser dog ikke problemet, som blot udskydes til senere.
Det er ikke muligt at finde tilfredshed uden for sig selv
Den naturlige reaktion på følelsen af utilfredshed er at se sig om efter noget som kan fylde det indre tomrum. Og det første sted vi kigger er næsten altid uden for os selv. Vi forsøger at finde tilfredshed ved at blive rige, finde en kæreste, opnå succes, blive kloge, få en flot krop eller hvad det nu måtte være, vi tror der skal til for at fylde tomrummet. Men på et tidspunkt går det måske op for os at vi aldrig vil finde den tilfredshed vi leder efter, ved at tilføje fysiske eller mentale ting til vores identitet, da en hvilken som helst erhvervelse før eller siden resulterer i tab.
Når illusionen, om at lykken findes uden for os selv, slipper sit greb, reagerer vi ofte ved at blive deprimerede, over den håbløse situation vi befinder os i, eller ved bevidst at søge distraktion fra utilfredsheden. Umiddelbart virker det som en negativ konsekvens, men fordelen ved at opgive håbet om at finde lykken uden for sig selv, er at man bliver i stand til at høre at det er muligt at finde fuldstændig tilfredshed i sig selv.
Komplet tilfredshed er at kende Selvet
Når man begynder at kigge indad vil man måske indse at man ikke er tankerne eller følelserne, men at der er noget mere primært, som er bevidst om dem. Og med den disidentifikation(eller en lignende) opdager man at ens selvbillede, som ellers virkede så bastant, består af en masse tvivlsomme antagelser.
Når man har indset at det ikke er muligt at finde tilfredshed uden for sig selv og at ens selvbillede er upræcist er det oplagte spørgsmål at stille: hvem er jeg? Og måske kommer spørgsmålet med en fornemmelse af, at svaret er, hvad der skal til for at finde komplet tilfredshed.
Hvis man lytter til nogle af de spirituelle lærere som påstår at have løst gåden om hvem de er, siger de for det meste noget i retning af at du allerede er det du søger, at der ikke er nogen adskillelse og at alting er perfekt- altid har været det og altid vil være det. Og at det blot er dit forvrængede selvbillede som forhindrer dig i at indse det lige nu.
Det uendelige Selv erkendes gennem disidentifikation
Der er udbredt uenighed om hvorvidt det er muligt at gøre noget for at realisere Selvet eller ej. Mit standpunkt er at man bliver nødt til at forsøge helhjertet, hvis man tror at det er muligt og føler længslen. Jeg tror dog ikke at man i sidste ende selv er i stand til at nedbryde den sidste forhindring, men at man i bedste fald kan forbedre sine odds.
Hvis målet er at kende sin sande identitet, nytter det ikke noget at forestille sig et resultat og derefter at forsøge at bevise det. Man bliver nødt til at identificere og bakke væk fra falske antagelser, for på den måde at ende op med det som ikke kan nedbrydes yderligere.
Kigger man rent logisk på det, er det i øvrigt umuligt at erkende sig selv som uendelig ved at tilføje endelige elementer til sit selvbillede, så den eneste mulighed er at lade sit selvbillede gå mod nul, ved at nedbryde identifikationen med objekter og håbe at uendeligheden kan erkendes gennem intetheden. Desuden tror jeg ikke at det er muligt delvist at erkende sit Selv. Indtil det øjeblik hvor genkendelsen finder sted, er man komplet uvidende om Selvet, om man vil stå ved det eller ej.
For at nedbryde identifikationen med objekter er det vigtigt at skelne mellem det opfattede(objekter) og det opfattende(subjektet). Fra vores nuværende perspektiv er opfattelsen af objekter afhængig af subjektet og vi kan derfor antage at den mest essentielle del af vores væsen er subjektet. Derfor er alt som du er i stand til at opfatte ikke dig, men objekter som du kan afvikle din identifikation med.
I ovenstående er der uden tvivl en del spekulationer som jeg ikke har noget belæg for, men på den anden side har jeg heller ikke været i stand til at afvise dem. Derfor har jeg dedikeret mit liv til at forsøge at finde svar på mine spørgsmål. Uanset om det i sidste ende lykkes, eller jeg blot er ved at blive sindssyg, er der ikke noget jeg hellere vil. På den anden side synes jeg det er vigtigt, at hver enkelt får lov til selv at vælge, hvad han eller hun vil bruge sit liv på og hvad du vælger vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men hvis du er seriøs omkring at finde ud af hvem du er, har du en ven i mig.